Når kommunikation fremmer samarbejde

Af Palle Grzona

God kommunikation gør mig selv tydelig i verden samtidig som den anerkender
andres plads i verden.
Vi kommer tit til at præsentere ting for andre på måder, som ikke skaber de
muligheder for samspil og udvikling, som vi havde ønsket. Og vi møder ofte
kommunikation fra andre som får os selv til at føle os dårlig tilpas, eller som får
os til at føle mistillid eller ubehag ved den anden.
I det følgende vil jeg introducere en model for kommunikation, som er udviklet af
professor Ben Bryant ved IMD. Den giver os en ramme for både at planlægge og
holde øje med vores egen kommunikation. Og for at blive mere opmærksom på,
hvordan vi påvirker andre og bliver påvirket af andre.
Noget af det vigtigste vi ved om kommunikation er, at vi ikke kan ikkekommunikere.
Det betyder, at alt hvad vi gør og ikke gør i situationer opleves af
andre som kommunikation. Ordene vi siger udgør en meget lille del af den
samlede kommunikation som opleves af andre. Samlet set under 10%. Til
gengæld fylder måden vi siger tingene på en del mere. Stemmeføring, styrke,
talehastighed, tydelighed og pauser efterlader omkring 35% af det samlede
indtryk. Og så bliver der en masse plads til indtrykket for den ikke-verbale del af
kommunikationen. Omkring 55% af indtrykket kommer af måderne vi bruger
vores krop på, mens vi taler.

Vigtigheden af dette kommer af, at vores hjerne er rigtig god til at skanne informationer

Den tager meget mere ind, end vi har adgang til i den del af
hjernen, hvor vi laver vores vurderinger og planer. Og selv om vi ikke har bevidst
adgang til al det, som hjernen har taget ind, påvirker det os stadig meget aktivt.
Det kan vi se, når vi ser på folk som er i god og tæt samtale. De spejler ubevidst
hinandens kropslige signaler, fordi det er vores måde at skabe ro og sikkerhed
for den anden.
Med Bryants model kan vi blive mere bevidste om, hvordan vi kommunikerer
hensigtsmæssigt. Og hvornår vi ryger ud i at kommunikere uhensigtsmæssigt.
Bryant taler om det henholdsvis at kommunikere autoriserende og
deautoriserende.
I det ligger der, at når vi autoriserer andre og os selv, fremmer vi muligheden for
at udfolde dét, vi taler om, i en grad, så det fører til resultater til gavn for opgaven
og samarbejdet. Det er når vi indstiller vores måde at kommunikere på efter
dem, som vi er sammen med. Når vi er åbne og inviterende og anerkendende i
samtalen. Når vi viser interesse og viser det med både ord og kropssprog.
I modsætning til dette er den deautoriserende kommunikation måder at
afgrænse os selv og begrænse andre. Det er når vi taler ned til andre og skifter
emne væk fra dét, som en anden var i gang med. Når vi sukker og vender øjne.
Når vi lægger andre ord i munden, som handler om vores egen pointe i stedet for
den andens. Når vi retter opmærksomheden på telefonen i stedet for på den som
taler.
Pointen her er, at vi kan blive bedre til at holde os i den autoriserende
kommunikation, når vi bliver mere opmærksomme på vores egne og andres
mønstre i samtaler og møder. Og vi kan med det samme se, hvilken forskel det
gør. Der bliver mere ro i rummet, og der udvikles flere idéer. Vi vil også se, at folk
vil blive mere opmærksomme på at leve op til aftaler, fordi kommunikationen og
møderne opleves som respektfulde og forpligtende på en ny måde.
Samtidig skal vi selvfølgelig ikke forvente, at den deautoriserende
kommunikation forsvinder, fordi vi bliver mere opmærksomme. Der vil stadig
opstå situationer, hvor vi føler os presset og reagerer mere impulsivt og uden
omtanke. Det er menneskeligt. Pointen her er, at med støtte fra modellen og
tænkningen bag den, kan vi opøve vores opmærksomhed på, når vi falder i. Og vi
kan dermed lettere gribe os selv undervejs og ændre stil. Og vi kan efterfølgende
snakke med dem, som måske blev kørt over af os i en situation, om det.

Bryants model kan sammenfattes sådan her:

(Ben Bryant, IMD, upubliceret)